Foretræde for Boligudvalget

Den 28. maj 2020 havde jeg som repræsentant for Danske Udlejere foretræde for Boligudvalget, hvor jeg fik mulighed for at fremlægge nogle af Danske Udlejeres kritikpunkter til de tre lejelovsændringer, som nu er vedtaget til ikrafttræden den 1. juli 2020 (nogle af ændringerne dog med tidligere ikrafttræden). Desværre – men som forventet – blev lejelovsændringerne vedtaget, uden at det politiske flertal, som stemte for ændringerne, har været lydhøre overfor udlejernes kommentarer til uhensigtsmæssighederne i lovgivningen, og vi må derfor indstille os på, at lejelovgivningen endnu engang er ændret og bliver (endnu) sværere at navigere rundt i. Nogle af politikerne gav ved foretrædendet udtryk for, at de heller ikke var tilfredse med ændringerne, og at de gerne vil have input fra udlejerne, når de støder på områder, hvor lovgivningen viser sig uhensigtsmæssig. Jeg hører derfor gerne fra dig som udlejer, hvis du har kommentarer til lejelovsændringerne, idet jeg i så fald – sammen med Udlejerforeningen Aarhus og Danske Udlejere – vil tage disse kommentarer med videre i den fortsatte dialog omkring ændringerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *